Info / Christina Christiansen

Passioneret kunstner taler ud:

 
 
 
       
CHRISTINA CHRISTIANSEN FORTÆLLER:
Min store passion i livet er at male, jeg mister ofte fornemmelsen for tid og sted når jeg er i gang. Der er (næsten) uanet energi i at male for mig, og jeg bruger det aktivt, som det der skaber glæde, humor og lykke i mit liv.
 
Jeg har stor hang til stærke farver, simpelthen fordi der er så meget knald og energi i dem.
 
Det er mit håb, at andre oplever at min glødende passion, vælter ud af mine malerier. Inspiration, glæde og en påmindelse om alt det smukke og skønne i verden er præcis, hvad jeg ønsker at give til verden.

 

INSPIRATION

Mine værker er inspireret af det smukke, det sjove og det finurlige i tilværelsen. Jeg holder af at menneskeliggøre ting og lade dem indgå i fantasiuniverser.
 
Jeg samler masser af inspiration i hverdagen og på rejser. Når jeg er nye steder har jeg et vågent øje for sjove detaljer på husene omkring mig. Skitseblokken er sjældent langt væk.
 
Jeg har altid haft en trang til at lave kruseduller i mine kladdehæfter i skolen, og i til diverse møder må jeg gang på gang tage mig selv i at lave kruseduller.

 

FRA BENHÅRD BUSINESS TIL KUNSTNER

Min første karriere har været i erhvervslivet, med fuld fart på og en grådig appetit for mere ansvar, større opgaver og ja selvfølgelig flere penge på kontoen.
 
Jeg har i perioder kørt så hårdt på, at jeg nærmest ikke har kunnet mærke mig selv, og synes at sætningen ”at mærke efter” var en omgang sød-suppe.
 
En dag fik jeg spørgsmålet ”Hvorfra samler du din energi når du skal præstere så meget på arbejde?”.  Lidt mundlam måtte jeg konstatere, at det ikke var noget jeg nogensinde havde tænkt på.

 

Jeg brugte flere måneder på at efterprøve forskellige ting, der kunne bringe mig energi. Blandt andet rykkede jeg ud i naturen og sad på en sten med udsigt over en smuk mark og tænkte, ”her kunne jeg sidde og få noget energi, men GUD hvor jeg keder mig!”.
 
Meget bedre gik det da jeg fandt et gammelt malesæt frem ….. og det forblev på hobbyplan lidt over et år.

 

Sommeren 2009 hang mit liv i laser, jeg var dybt frustreret over ikke at have tid til at male. Den indre kunstner ville ud!!!! Kunsten havde bare vokset sig til SÅ meget mere end en søndagshobby.
 
Jeg blev nødt til at lytte til mit hjerte, og gøre op med egne forventninger om hvad og hvem jeg skulle være på arbejde. En skræmmende proces for en meget stor del af min identitet har været tilknyttet min titel og ansvarsområde på arbejde.
 
For én gang skyld blev det ikke den fornuftige hjerne, der vandt men hjertet. Jeg gik ned i tid på arbejde af flere omgange - og siden maj 2010 har jeg givet den fuld gaspedal i Galleri CC og som underviser via www.KreativAkrylmaling.dk.

 Jeg er dybt taknemmelig for at have fundet passionen i mit liv, en indre kilde af energi glæde og boblende fornemmelser for hvad det næste jeg skal finde på er.

 
I processen er jeg blevet meget nysgerrig på alt det der handler om at få eller beholde den fulde appetit på livet. Se på siden passion-for-life.dk.

 

MILEPÆLE

 

De sidste 1½år har jeg haft fuld drøn på udstillingerne se mere her. Nedenfor er nogle af de ting er personligt har betydet mest for mig nævnt.

 

Jeg er udvalgt til at deltage i kunstmessen Kunst mad og vin i oktober 2009.

 

Sommeren 2009 åbnede jeg ny fast udstilling hos Invita Hillerød. Her kan du altid se et stort udvalg af mine malerier.

 

Efteråret 2008 blev jeg kontaktet af Frederikssund kunstforening med henblik på at deltage i deres udstilling ”Kunst som gave”.

 

Januar 2008 havde jeg fornøjelsen af at blive udvalgt til postkorttryk af Poul Pava i Søstrene Grenes Kunst-konkurrence.  Kortene kan købes i Søstrene Grene. Overskuddet fra postkortsalget går til hjælpeorganisationen Care. Det glæder mig meget at mit maleri bliver anvendt til at støtte en god sag. Billedet nedenfor er fra prisuddelingen i Aarhus musikhus.

  
 
Jeg har lavet mange udstillinger se dem her

Christina Christiansen | CVR: 41914165 | Slangerup  | cc@gallericc.dk